👱🏻♂️ 16-ÅRIG LEJEMORDERS ARBEJDSDAG 👱🏻♂️
Her får I en gennemgang af en 16-årig lejemorders arbejdsdag i Danmark.
I denne uges Panser taler vi om sagen med en 16-årig ‘torpedo’ fra Sverige, som sagde ja til et job, hvor han skulle begå drab (jappning) i Danmark.
Lønnen ville være 100 lax, som der stod i det opslag, han reagerede på. Lax er slang for 1.000 i Sverige på grund af nogle lidt laksefarvede tusindkronesedler. Så han kunne altså muligvis tjene 100.000 svenske kr.
Sagen er speciel, fordi den er et eksempel på fænomenet ‘Crime-as-a-Service’.
Den 16-årige lejemorder vidste ikke, hvem han skulle dræbe, da han ankom, og bagmændene gav ham informationerne løbende. Til sidst endte han foran Comanches’ klubhus i Brøndby.
Han skulle dræbe dem, der kom ud fra porten, bare ikke kvinder og børn.
Det hele er dog endt noget anderledes, end bagmændene ønskede sig, og spørgsmålet er, om den 16-årige bliver dømt for drabsforsøg eller ej.
Jeg har lavet en video i to dele, som giver et overblik over den 16-åriges arbejdsdag, fra han ankom kort før klokken 10 om formiddagen og frem til, at han blev anholdt kl. 05:40 morgenen efter.
Den 16-årige blev styret af bagmændene i en gruppechat på appen Signal, og sagen giver et godt indblik i kommunikationen, så jeg har indsat en del chatkommunikation mellem ham og bagmændene.
Nogle gange er det kun politiets oversættelser til dansk, jeg har nået at notere i retten, hvor gennemgangen gik hurtigt, derfor varierer sproget, men de involverede skrev på svensk og engelsk.
Den 16-årige har blå baggrund i chat-grafikkerne.
