20-årig svensker varetægtsfængslet for drabsforsøg mod HA-rocker
En 20-årig svensk mand med afrikanske rødder er i dag blevet varetægtsfængslet frem til den 3. juni, sigtet for drabsforsøget mod et medlem af Hells Angels i Kokkedal i onsdags. Anholdelsen fandt sted i går eftermiddags, da politiet slog til i en lejlighed på Peter Bangs Vej på Frederiksberg.
Den sigtede blev varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør i Retten i Helsingør.
Ifølge sigtelsen affyrede den 20-årige tre skud med en AK-47-riffel mod rockeren, der sad i sin bil.
Ud over drabsforsøget er den 20-årige sigtet for besiddelse af AK-47-riflen under særligt skærpende omstændigheder samt for en pistol med ammunition, som han var i besiddelse af ved anholdelsen.
Den nu varetægtsfængslede mand nægter sig skyldig i drabsforsøget og våbenbesiddelsen i forbindelse med skyderiet, men erkender at have været i besiddelse af pistolen i lejligheden.
Onsdag forlød det, at rockeren var ramt i hånden, men ifølge sigtelsen blev han ikke ramt. Det skriver Ekstra Bladet, der overværede starten på grundlovsforhøret, før dørene blev lukket. Ifølge mine oplysninger har rockeren fået overfladiske skader af splintret glas.
Ifølge sigtelsen fandt drabsforsøget sted i fælles forståelse med endnu ukendte medgerningsmænd.
