31-årig sigtet for håndgranatangreb i Nordvest
En 31-årig irakisk statsborger fremstilles lige nu i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg, sigtet for at have detoneret en håndgranat foran en skønhedssalon på Frederikssundsvej i Nordvest natten til den 21. april. Flere personer befandt sig i nærheden, men ingen kom noget til.
Den 31-årige er sigtet for besiddelse af eksplosivstoffer, for at have bragt håndgranaten til sprængning samt for at have forvoldt fare for andres liv eller førlighed.
På Krimikanalen har jeg tidligere vist et videoklip fra sprængningen, hvor gerningsmanden filmer sig selv løbe fra stedet, og hvor eksplosionen høres i baggrunden, da håndgranaten eksploderer ved indgangen til salonen.
Video viser håndgranatangreb på neglesalon i Nordvest
Den 31-årige irakiske statsborger er varetægtsfængslet i fire uger. Ifølge sigtelsen har han udført håndgranatangrebet i forening eller efter aftale med en eller flere medgerningsmænd.
Ifølge mine oplysninger kom den sigtede mand til Danmark fra Irak som otteårig, og han har i mange år boet i Sydvestjylland, hvor han fortsat har folkeregisteradresse. Ifølge kildeoplysninger har han dog i praksis haft bopæl i en af Københavns ydre bydele. Ifølge sigtelsen tog han af sted fra Brønshøj natten til den 21. april omkring klokken 02.35 med håndgranaten, som derefter blev detoneret foran salonen lidt før klokken 03.10. Manden har tidligere fået flere betingede udvisningsdomme.
Politiet anholdt ham i går klokken 12.20.
Håndgranatangrebet skete som led i en uenighed om ti kilo kokain, hvor den ene part beskyldes for rulleforretning/tyveri af kokainen. Det er ikke en gammel sag. Den er ny og fra i år. Der er ingen forbindelse til håndgranaten i pizzeriaet, som jeg tidligere har bragt en video fra.
