Et alvorligt knivstikkeri i Odense søndag aften er ifølge kildeoplysninger en del af en konflikt mellem to tidligere 9hunna-medlemmer og deres nye grupperinger. Det forlyder, at nogle yngre personer under de to ledende figurer har stukket hinanden ned.
Klokken 18.40 blev der slået alarm til Fyns Politi, som rykkede ud til området ved Sankt Knuds Kirkestræde i Odense. Da patruljerne kom frem, fandt de tre unge mænd med knivstikskader: to på 18 år og en på 17. To af dem var svært tilskadekomne.
To af de sårede har tilknytning til den gruppe personer, der kan kaldes Tarup-Bolbro. Og en af dem er fætter til en af sagens hovedaktører.
Det tredje knivoffer har relation til en gruppe LTF’ere med base i Fyrreparken i Vollsmose, ligesom det tidligere 9hunna.
Herunder ses et billede af gruppen med LTF-medlemmer, som er delt tidligere på måneden.
Efter knivstikkeriet i går aftes delte en Instagram-konto med forbindelse til LTF-gruppen denne video, som er optaget på en sti i Fyrreparken.
Politiet vurderer, at flere personer end de tre sårede har været involveret i episoden.
Konflikten mellem de to tidligere toneangivende 9hunna-medlemmer har de seneste måneder resulteret i flere opgør, også skudepisoder. Den ene hovedaktør blev selv ramt ved et skyderi i Fyrreparken den 15. august, og den 7. september blev en 28-årig mand – ven med den anden hovedaktør – ramt af skud i Lærkeparken.
Det var tilbage i december 2022, at det blev offentliggjort, at nogle 9hunna-folk var blevet en del af LTF. Billedet herunder er ifølge mine oplysninger taget den 30. december 2022, dagen før nytårsaften, i forbindelse med et møde.
