En LTF’er hoverer i dag på Snapchat over, at den 34-årige fra torsdagens skyderi er erklæret død. Bemærk F’erne i toppen af billedet og musikken. Mit formål med at dele videoen er at rapportere om kynismen i bandemiljøet.

Også en LTF-profil på Instagram har her til aften delt en story, der formodes at hentyde til drabet.

Billede

Det 34-årige drabsoffer har en længere historie i miljøet og er også før blevet ramt af skud. Han har ifølge mine oplysninger tidligere haft tilknytning til i hvert fald Gremium, NNV og sidst Hells Angels, hvor det vakte opsigt, da der dukkede en video op, hvor han ses udføre HA-optagelsesritualet med drikkehornet. Årsagen til, at det vakte opsigt, er en gammel regel i HA om, at personer med afrikansk baggrund ikke kan være medlem.

Billede

Ifølge rygter i miljøet blev han i torsdags lokket i et baghold af en bekendt. Det har været beskrevet, at han blev ramt i halsen. Kilder siger til mig, at han blev ramt i hovedet blandt andet.

Få timer efter skyderiet, natten til fredag, delte en Tingbjerg-profil et billede med seks personer, der sidder omkring et restaurantbord med mad og drikke foran sig. Alle personerne har fået dækket deres ansigter med “shhh”-emojier 🤫, hvor en finger holdes foran munden som tegn på hemmeligholdelse. Øverst i billedet står teksten: “Never forgive never forget”.

Billede

I miljøet opfattes drabet som hævn for drabet på en 32-årig toneangivende bandefigur i Tingbjerg den 20. juli. Og drabet i Tingbjerg opfattes som hævn for drabet den 2. maj i Mørkhøj. Her blev en bror til et HA-prøvemedlem ramt af dræbende skud i en bil, mens en 12-årig pige også sad i bilen. Efter det drab delte Tingbjerg-profilen det samme restaurantbillede med samme tekst, som den har delt den her gang.

Også LTF-profiler delte teksten “Never forgive, never forget”, men med et andet billede.

Billede

I den sammenhæng viste LTF’ere et billede af den 43-årige mand, som blev dræbt på Hans Tavsens Gade den 7. august sidste år. Offeret i den sag var en mand, som havde et nært forhold til LTF-præsidenten Shebi og andre LTF’ere.

Tingbjerg og LTF har igen et sammenhold, efter at Tingbjerg-gruppen før har forladt LTF.

Københavns Vestegns Politi har i eftermiddags offentliggjort nye oplysninger om to gerningsmænd bag skyderiet torsdag aften i Høje Gladsaxe. Efterforskningen viser, at de ankom til området klokken 22.17 på cykler via en gangbro over motorvejen syd for gerningsstedet. Klokken 22.57 skød de mod den 34-årige mand, der blev ramt af flere skud og døde i dag.

Billede

For mig lyder det, som om der er tale om den gangbro, der i området kaldes “HG-broen”, og som I kan se på oversigtsfotoet, ligger lige mellem Høje Gladsaxe og Tingbjerg. Gerningsmændene flygtede efterfølgende samme vej mod syd – altså mod Tingbjerg – stadig på cykler. Jeg kan dog ikke sige, om de er kørt ind i Tingbjerg, da der også går en cykelsti langs motorvejen.

To mørkklædte personer, der formodes at være de samme mænd, er desuden set ved gangbroen mellem klokken 21.43 og 21.49. Før skyderiet har de altså tilsyneladende ventet et godt stykke tid ved gangbroen og i området ved gerningsstedet.