Jeg er til stede i Retten i Glostrup, hvor to mænd på 34 og 35 år lige nu sidder i grundlovsforhør. Dørene blev lukket kort efter sigtelsen mod dem var blevet læst op.
De to er sigtet for manddrab – for i går at have dræbt en 31-årig mand med skydevåben på et offentligt tilgængeligt sted.
Ifølge sigtelsen planlagde de to anholdte drabet på forhånd, hvorefter den 34-årige mødte op ved Q8-tankstationen på Ishøj Stationsvej bevæbnet med pistol. På et parkeringsområde udenfor affyrede han omkring kl. 17 et ukendt antal skud. Den 31-årige flygtede ind på tankstationen, men den 34-årige løb efter og affyrede yderligere tre skud. Den 31-årige blev ramt to gange i hovedet og én gang i skulderen og afgik ved døden.
De to sigtede nægter sig skyldige.
Inden grundlovsforhøret begyndte, opstod der tumult i et venterum foran retssalen, hvor omkring 20 personer – venner og familiemedlemmer til både den dræbte og de sigtede – var mødt op. Et stirrende blik mellem to mænd antændte en større konfrontation med råb og skub, hvorefter betjente trak knipler og spredte de fremmødte.
– Hvem er det, der står og spiller gangster? råbte nogen fra den ene side.
Fra den anden side lød svaret:
– Vi er gangstere.
Kort efter blev alle sendt ud af retten – først en større gruppe og siden en mindre – for at undgå yderligere sammenstød udenfor.
Opdatering kl. 17.14
Grundlovsforhøret er nu afsluttet. Den ene af de to fremstillede mænd er blevet varetægtsfængslet i fire uger, mens den anden har fået opretholdt sin anholdelse i tre døgn. Det oplyser Københavns Vestegns Politi på X.
