I denne uges Panser taler vi om en sag med en svensk teenager, som er tiltalt for drabsforsøg, efter han havde taget et lejemordsjob i Danmark. Drengen var blevet stillet et stort pengebeløb i udsigt.
“Vi kør dk 550 lax,” stod der i en chatbesked til ham.
Lax er slang for tusinde i Sverige, og bagmanden med chatnavnet Mr. Killer skrev det helt klart og tydeligt:
“I morgen bliver du halv millionær.”
I Danmark blev den 16-årige dreng kørt til en lejlighed i Hvidovre. Dagen efter blev der leveret et elløbehjul og en pistol til ham. Han bad om at få nogle handsker også, men det blev droppet.
“Bro, fuck the gloves, bro,” skrev en bagmand.
“De drar uppmärksamhet, bror,” skrev samme person lige efter, nu på svensk.
Drabsmissionen skulle udføres den 31. juli sidste år. Klokken 18:54 modtog drengen et billede af målet, en 32-årig ansigtstatoveret LTF’er. 12 minutter efter modtog han den første adresse, han skulle tage til for at lede efter målet. Det var Kaffesalonen på Peblinge Dossering, en kendt café på Nørrebro.
Den svenske dreng fandt ikke målet ved Kaffesalonen, og det samme var tilfældet på en adresse på Frederiksberg, som han fik tilsendt efterfølgende. Klokken 20:34 fik han adressen på sidste forsøg: Blågårds Plads.
“Det er deres centrum, så vær forsigtig,” stod der i beskeden til drengen.
Ved 21-tiden stod han på Blågårds Plads, hvor han på en eller anden måde blev antastet af to unge mænd på 18 og 19 år. Det fik ham til at trække sin Glock-pistol og affyre et skud. Politiet mener, det var drabsforsøg, men selv siger han, at han skød forbi med vilje. Han flygtede, men blev anholdt 21:07 på Åboulevarden.
De to unge mænd, der ifølge politiet blev skudt efter, stod få minutter senere og tjekkede sig selv for skudsår ved Korsgadehallen. Det mener politiet i hvert fald, da de stod og tog tøjet af foran et overvågningskamera. Men de kan ikke selv huske det, påstår de i retten.
Ved vidneafhøringen af den sidste af de to endte det dramatisk, da han forsøgte at rejse sig og gå fra retten.
“Han skal bare ned i stolen igen,” krævede anklageren.
Kort efter sad vidnet der igen, nu med håndjern på ryggen, men han havde stadig ikke tænkt sig at samarbejde.
Sagen opfattes som en del af en konflikt mellem LTF og en alliance bestående af den svenske bandeleder Jordbærret og det danske UnknownTeam.
Få Podimo i 1 måned for 9 kroner
SE HAM, SOM POLITIET MENER HVERVEDE DEN 16-ÅRIGE DRENG TIL DRABSJOBBET
Den 16-årige svensker fik et lejemordsjob, efter en Telegram-bruger, som kaldte sig Samurai Z, havde søgt efter kandidater, der var villige til at rejse fra Sverige til Danmark for at begå et skuddrab mod betaling.
Politiet mener, at Samurai Z er identisk med denne mand, som er 28 år og chilensk-svensk. Han er født i Chile og kom til Europa som femårig. Jeg ved ikke, hvordan han stiller sig i forhold til de danske anklager mod ham.
Den 28-årige mand skulle egentlig have siddet i retten i København sammen med den svenske dreng, men han er endnu ikke blevet udleveret til Danmark, efter han blev anholdt i Chile i Sydamerika.
Billederne af ham stammer fra chilenske medier og er formentlig delt via Interpol, hvor dansk politi efterlyste ham med en ‘rød alarm’ den 18. september sidste år. Både i Danmark og Sverige er han mistænkt for at rekruttere mindreårige til opgaver.
I Chile fandt myndighederne dengang ud af, at de allerede havde anholdt manden ni dage før, han blev efterlyst gennem Interpol. Han var blevet anholdt, fordi han ifølge chilenske medier havde holdt en kvinde fanget på et værelse på et overnatningssted.
Status på udleveringen til Danmark er ukendt.
