Jeg skriver med én fra miljøet. Vi skriver om den video fra Sverige, som vi begge har set en del gange siden i går aftes.
Svensk rapper dræbt i aftes – gerningsmand filmede det pov
Han skriver sådan her:
Han mener, at det kan holde nogen væk at se, hvor brutalt det er. Både at ligge der på jorden og tigge om sit liv - men også at være den, der alligevel fuldfører og gør en ende på en anden persons liv.
Han skriver, at de i miljøet taler, som om det er ingenting at lave et “ryk”. Men han siger, at de skulle vide, hvordan det er at leve med det bagefter. Det er mig, der har lilla baggrund herunder.
Jeg kom i tanke om noget, jeg modtog tidligere i dag. Det var en story på Niels Poulsens Instagram. Niels Poulsen er Bandidos-rockeren, der er dømt for at have affyret en panserværnsraket mod Hells Angels-klubhuset på Titangade i 1996. To personer blev dræbt, og mange blev såret. En kvindelig gæst var blandt de dræbte. Hun blev 29 år. Niels Poulsen delte i dag den her story. I må selv tolke, hvad han mener.
Jeg tolker det som om, det understøtter min pointe om, at nogen lever fint med at have begået drab. Ham, jeg skriver med, holder fast i, at det efterlader dybe ar i de fleste. Forstå mig ret: Jeg ved ikke, hvordan Niels Poulsen har det, men han er velkommen til at kontakte mig, hvis han vil fortælle om det.
Ham, jeg skriver med, skriver dog også, at der er nogle få, som har det fint med det. Her nævner han blandt andre Jønke, og det har Jønke jo også selv fortalt os.
