En tidligere vicepræsident i en LTF Aarhus-afdeling blev i går efterlyst med billeder af politiet. 32-årige Noah Turkmani er efterlyst i en sag om et voldsomt overfald, som fandt sted den 1. marts på Bispehavevej i det vestlige Aarhus.

Overfaldsofferet var en 32-årig mand, som blev stukket med kniv. Politiet blev alarmeret klokken 20.19, flere patruljer var hurtigt fremme på stedet, og offeret blev kørt til behandling for sine skader. Ifølge politiet har efterforskningen af knivoverfaldet ført til mistanken mod Noah Turkmani, som politiet ikke er lykkedes med at finde og derfor efterlyser.

Billede

Noah, som bliver kaldt Muddi, er tidligere medlem af banderne Black Army og Loyal to Familia i Aarhus. Han var en del af LTF i den periode i 2017, hvor banden forsøgte at etablere sig i Aarhus. LTF’s indtog i Aarhus skabte en bandekonflikt med skyderier, påkørsler og slagsmål i sommerhalvåret i 2017. I efteråret 2017 forlod Noah/Muddi så LTF.

Ifølge oplysninger fra Plusbog har Noah Turkmani tidligere været på vej med en bogudgivelse, men af uvisse årsager udkom den aldrig. I beskrivelsen af bogen på Plusbog er det nævnt, at han er opvokset i Bispehaven i Aarhus “dengang et cykeltyveri blev til et røveri med kniv – som blev til biltyveri og en fatal ulykke, indtil Muddi som 22-årig blev et højtstående medlem af banden Black Army og siden var med til at starte Loyal to Familia i Aarhus.“

I bogbeskrivelsen på Plusbog står der, at han var kommet videre i sit liv og ville advare andre unge mod at vælge det kriminelle liv, men nu er han altså efterlyst af politiet for knivoverfaldet i Bispehaven.