Hells Angels-klubhuset på Rådmands Boulevard i Randers har fået et “til salg”-skilt op på husmuren. Skiltet er kommet op, efter at klubhuset for halvanden uge siden blev udsat for et skudangreb, hvor gerningsmændene beskød ejendommen med en AK-47.

Det er en af Krimikanalens følgere, der har opdaget skiltet og taget et billede af det.

Billede

Østjyllands Politi anholdt tre personer efter skyderiet, men kun to af dem blev varetægtsfængslet i grundlovsforhøret fredag den 24. januar. De to fængslede er mænd på 22 og 26 år. De er sigtet for besiddelse af skydevåben i det offentlige rum under særligt skærpende omstændigheder og for at forvolde fare for andres liv og førlighed.

Skyderiet skete to dage efter, at medier havde skrevet, at politiet afblæste konflikten mellem LTF og Hells Angels. Ifølge NSK (National enhed for Særlig Kriminalitet) havde der ikke været hændelser mellem grupperingerne i en periode, og derfor kunne politiet ikke opretholde konfliktvurderingen.

Af samme grund var det ikke længere forbudt for Hells Angels-rockerne at opholde sig i klubhuset i Randers.

Ifølge kilder er der en vis forbindelse mellem skyderiet og LTF, og det ser ud til, at formålet har været at sende et signal om, at Hells Angels stadig er i konflikt.

Ifølge mine oplysninger er det en gammel LTF-plan at få lukket alle Hells Angels-klubhusene. Siden konflikten med LTF brød ud, har rockerne fraflyttet en række klubhuse, heriblandt dem på Svanevej og Siljangade i København.