Tre mænd er dømt i en brutal kidnapningssag, der efterlod offeret blind på det ene øje. Retten i Glostrup slog i går fast, at alle tre er skyldige i frihedsberøvelse, grov vold og afpresning.
I Panser har vi omtalt de tre som Murerbassen, Don Pedro og Festfyren/Revisoren.
Den 32-årige Murerbassen blev idømt forvaring efter anbefaling fra Retslægerådet. Han skal derfor sidde bag tremmer på ubestemt tid.
Den 36-årige, som vi kalder Don Pedro, blev idømt otte års fængsel. Ifølge forklaringer i retten var han den mest aggressive af de tre, og han hævdede selv, at offeret havde en gæld til ham.
Den 29-årige, som vi har kaldt Festfyren, men som ifølge offeret blev kaldt Revisoren af de andre dømte, fik seks års fængsel. Han medvirkede i mindre grad til volden, men stoppede den heller ikke.
Offerets mareridt begyndte den 16. marts sidste år, da gerningsmændene trængte ind i hans lejlighed i Hedehusene. Han blev bortført og transporteret mellem flere adresser. Under den 16 timer lange mishandling blev han afpresset, slået, sparket og skudt mindst 63 gange med et hardballvåben – også i øjet – så han i dag er blind på det ene øje. Mareridtet sluttede først, da han blev befriet fra en lade, hvor politiet fandt ham med munden tapet til. Hans krop var bundet med reb og en spændestrop, og han havde kraniebrud og hjerneblødninger.
Her ser I billeder fra aktionen. Øverst ser I politifolk fra Aktionsstyrken. I midten ser I en anholdt i en DNA-dragt, som ikke er en af de tre dømte. I forbindelse med aktionen blev seks personer anholdt, men alene de tre nu dømte blev fremstillet i grundlovsforhør og har siden været varetægtsfængslet. Nederst ser I en akutbil og to ambulancer.
De tre dømte skal betale en erstatning på 164.000 kroner til offeret. De har alle anket dommen. Politiet mistænker fortsat en 28-årig mand, der er på fri fod, for medvirken i sagen. De to Panser-episoder om sagen er udgivet den 6. februar og den 13. februar på Podimo.
